Historie

SIFosis er den officielle fanklub, som støtter Silkeborg IF. Klubben opstod sidst i 90’erne, nærmere bestemt 1998 da de tre fanklubber Red Eyes, SIFanerne og Red Army fusionerede, og blev til SIFosis som vi kender det i dag.

Fankulturen i Silkeborg startede for alvor i guldsæsonen 1994, hvor der var rigtig mange tilhængere, og som en naturlig del af det, blev der dannet en masse forskellige fangrupperinger.

Især de tre førnævnte fanklubber fik god succes, og havde en god fremgang, indtil idéen om en fusion til én stor fanklub opstod. Det var noget som de forskellige bestyrelser meget hurtigt blev enige om, og dermed blev fusionen en realitet i 1998.

Formålet med den nye storklub, var at få samlet medlemmerne et sted, og få skabt en bedre stemning til både hjemme- og udekampe. Ordet stemning er meget forskelligt fra person til person, men i SIFosis forstand betyder det, at man viser sin støtte til klubben ved sang og klap, mens vi tager kraftig afstand fra brug af illegale romerlys, negative sange/tilråb og ikke mindst ballade.

En anden men også meget vigtig ting, i SIFosis, er at vi støtter holdet 100%, både i medgang og ikke mindst i modgang. Her føler vi, det er meget vigtigt at vise spillerne, at vi er der for dem, selv når spillet ikke er som vi helst så det.

SIFosis er medlem af Fanenheden Silkeborg, der er en overbygning på flere fangrupperinger, Ultras Drewsen, Stoltheden og SIFosis

Formål

  • gennem arrangement af – og ved medlemmernes aktive deltagelse i – en række fritidsmæssige aktiviteter at skabe kendskab til og interesse for fodboldspillet i almindelighed og for fodboldklubben SIF i særdeleshed.
  • at udbrede kendskabet til begrebet fodbold-fankultur både på nationalt og internationalt plan blandt både børn og voksne.
  • at bekæmpe ethvert tilløb til vold, racisme og homofobi i forbindelse med fodboldkampe, gennem dialog, samvær og arrangementer bl.a. med andre klubbers fans.
  • at give SIF den størst mulige opbakning, såvel ude som hjemme, ved at skabe fest, farver og stemning ved kampene under mottoet: Vi vil se bold, ikke vold.

Anden information

SIFosis er medlem af DFF, Danske Fodbold Fans hvor fanklubberne arbejder for gode og sikre forhold for fans på de danske stadions.